Johanne og drømmen om Made in Italy
"Er du tålmodig hernede får du tifold igen”
Hun drømmer om at arbejde med italienske fødevarer, når studiet på Københavns Universitet er ovre, og under et ophold ved Trasimener-søen kom hun i dybden med et af de vigtigste produkter Made in Italy: olivenolie.
Det var første gang at Johanne så og smagte en rigtig ‘olio novello’ – det fosforgrønne fedtstof, som er resultatet efter at friske olivenfrugter bliver presset, og frigiver deres stærke, pebrede olie. Sidenhen bliver olien klarere og blidere i smagen, og kommer til at ligne den ekstrajomfruolivenolie, som vi køber på flaske i Danmark.
Den ‘nye olie’, som kommer direkte fra presseriet, er unik i både konsistens, farve og aroma, og Johanne fik sig et sansebombardement, da hun efter Centumbries nyligt overståede olivenhøst kunne sætte tænderne i et stykke brød med ‘olio novello’.
De 100 Umbrier
Oplevelsen var kulminationen på en 3 måneder lang praktik, som startede i midten af september, da Johanne Christiansen tog til Trasimener-søen. Her på søens østlige flank ligger virksomheden Centumbrie – frit oversat ’De 100 Umbrier’ – der udgør et autentisk landbrugssunivers, hvis areal rummer langstrakte olivenplantager, landbrugsområder, kastagneskove og istandsatte villaer, hvor folk kan bo og nyde naturen.
Gennem dette helt særlige hotel-koncept ønsker familien bag at viderebringe fortællingen om Umbriens ældgamle bondetraditioner, råvarer og gastronomiske arv, som formidles via bordets glæder, ophold i de 6 nyrenoverede huse og events midt i naturen.
En karriere indenfor italienske fødevarer
Det var vigtigt for Johanne at komme i praktik under sit studie. Hun havde allerede oplevet hvad et ophold i udlandet kan gøre ved ens sprogkunnen og selvtillid efter et Erasmus-ophold i Torino, der gav hende endnu mere lyst til at komme under huden på Italien, og da en af hendes undervisere på Københavns Universitet fortalte hende, at Danitacom kunne hjælpe med et praktikophold, slog hun til.
Johanne drømmer om et arbejdsliv indenfor handel mellem Danmark og Italien – måske endda for en af de store, italienske fødevarevirksomheder. Derfor var det særligt spændende for hende at være med til Centumbries olivenhøst og oliepresning, hvor deres 4 typer af olivener blev forvandlet fra hårde frugter på et træ til krydrede, grønne dråber på et ristet stykke brød:
“Jeg blev meget overasket over de forskellige stadier i den minutiøse proces – alle de maskiner, som er involveret, for at få det maksimale ud af olivenen. Men også over, hvor hurtigt det gik: fra frugten blev plukket til jeg stod med en flaske fyldt med olie gik der kun 2 døgn.”
Den italienske arbejdskultur
Udover at være med til olivenhøst, presning og tapning deltog hun også i stedets olivenoliesmagninger, driften af Centumbries feriehuse og restauranter og det løbende kontorarbejde. Hun lærte derfor ikke kun om italienernes omhyggelige tilgang til deres råvarer, men fik også et indblik i den italienske arbejdskultur:
“Fordi jeg jo drømmer om at komme til at arbejde for eller med italienske fødevarevirksomheder har det været en vigtig indsigt for mig at prøve en hverdag hernede med arbejdet i centrum. Italienerne er dygtige til at hjælpe hinanden, er ‘blæksprutter’ og ved og kan mange ting. Tingene bliver vendt og diskuteret grundigere end hjemme i Danmark, så der skal man være tålmodig. Men er man det, kommer sådan et ophold her tifold igen.”
Læs mere om Centumbrie her.