Discover Sardegna
Dato
apr 2019
Kunde
Handelskamrene i Nuoro og Cagliari samt Det italienske Kulturinstitut i København
Type af opgave
I 2019 satte vi spot på regionen Sardinien i Danmark og Skandinavien gennem to promoverende aktiviteter, der løb af stablen i hhv. september og november.
Den første fase af projektet omhandlede planlægningen af en promoveringstur til Sardinien, som fandt sted fra d. 8.-12. september i byerne Cagliari og Oristano, samt de omkringliggende områder. Det italienske Handelskammer i Danmark sammensatte en delegation bestående af otte skandinaviske rejsejournalister og -bloggere til at deltage i de planlagte aktiviteter, der var med til at sætte fokus på Sardinien generelt, men mere specifikt på områderne omkring Cagliari og Oristano. En repræsentant fra Handelskammeret i Cagliari ledsagede gruppen ved de forskellige aktiviteter, som havde til formål at give deltagerne et indtryk af sardisk kultur og folklore. Der var også arrangeret aktiviteter for naturelskere, da den sardiske natur blev udforsket med bl.a. trekking.
I forlængelse af denne promoveringstur, stod Det italienske Handelskammer i Danmark ligeledes for at arrangere et promoverings-event, som løb af stablen i København d. 12. november 2018. Eventet havde til formål at præsentere de gastronomiske, kulturelle og geografiske ejendommeligheder, samt nogle af de mindre kendte turistmål, som Sardinien har at byde på. I slutningen af eventet blev deltagerne budt på en 6-retters menu med sardiske specialiteter med tilhørende sardiske vine. Retterne blev tilberedt, samt præsenteret, af kokken Pierluigi Fais fra den sardiske restaurant Josto, samt af Roberto Flore, som er Manager på Food Lab på STU Skylab her i Danmark. Roberto Flore har også sardiske rødder og har bl.a. arbejdet i 5 år i Nomas gastronomiske laboratorium Nordic Food Lab.
Som samarbejdspartnere på eventet var både Handelskamrene i Nuoro og Cagliari samt Det italienske Kulturinstitut i København og forskellige italienske institutioner i Danmark. Eventet henvendte sig til rejsearrangører, rejsebureauer, flyselskaber, journalister, rejsebloggere, bryllupsplanlæggere, meningsdannere og andre relevante personer.
Handelskammeret deltog aktivt i både planlægningsarbejdet af de to aktiviteter samt i opfølgningsarbejdet af disse.